
Kortlægning af den danske cannabisdebat
BAGGRUND
Cannabis er en planteart med flere identificerede varianter med forskellige egenskaber. For eksempel kan varianten Cannabis sativa have høje koncentrationer af af det aktive stof THC. Cannabis indica har et lavere indhold, men har til gengæld et højere indhold af cannabidiol (også kaldet CBD). Cannabidiol er ikke et psykoaktivt stof i modsætning til THC, der er kendt for at have en euforiserende effekt. CBD modvirker derimod den euforiserende effekt. Som rusmiddel er de almindeligste former af cannabis hash, som er et bearbejdet sekret af planten, og pot eller skunk, som er ubearbejdede topskud eller blade. Planten er desuden kendt for sine medicinske virkninger i forbindelse med sklerose, da det modvirker kramper. Derudover menes planten at have gavnlige effekter i forbindelse med kræft og en række andre lidelser. Både som rusmiddel og som medicin er cannabis en kontroversiel størrelse, da de fleste aktører er uenige om, hvordan plantens skadelige og gavnlige effekter skal måles, fortolkes og omgås socialt, kulturelt og ikke mindst juridisk.
Cannabis i den offentlige debat over tid
Til at supplere disse iagttagelser præsenterer vi her en illustration, som viser hvordan, cannabis har optrådt i to markante sammenhænge over de sidste 25 år. Helt konkret er der tale om en tabel over Infomedia-søgninger, der viser, at der i den offentlige mediedebat, er en klar sammenhæng mellem emnet cannabis og spørgsmålet om legalisering. Hver gang emnet hash eller cannabis dukker op i medierne viser det et stort udsving på spørgsmålet om legalisering. Samtidig ser vi, hvornår der har været udslag i forbindelse med medicinsk cannabis. I tidslinjen ovenover, kan du orientere dig om hvilke begivenheder, der eventuelt kunne have givet anledning til udsvingene.


Den offentlige debat lige nu
Illustrationen til venstre viser den aktuelle cannabisdebat, som den udspiller sig i danske dagblade i 2014. Mange af de ord, som figurerer centralt omhandler på den ene eller anden måde det juridiske og politiske spørgsmål omkring cannabis: "Kriminalitet", "lovligt", "København", "Frank", "Jensen". Alle disse ord knytter sig til legaliseringsspørgsmålet. Den biomedicinske vinkel fremtræder ikke lige så klart i medierne på nær få ord som selve ordet "Medicinsk". Men mange af de andre centrale begreber, som omhandler plantens biomedicinske effekter -"depression", "psykose", "epilepsi" - figurerer ikke her. Det kan måske give os et praj om, at den offentlige debat i højere grad har en politisk end en naturvidenskabelig dimension.
På trods af en generel offentlig tolerance over for cannabis, er det ulovligt i Danmark, og besiddelse kan medføre bøde eller fængselsstraf. De juridiske restriktioner påvirker derfor forskningen indenfor landets grænser, hvilket forklarer aktørernes gentagne henvisninger til udenlandsk forskning, hvor man har fået tilladelse til at teste cannabisens medicinske effekter. Den dominerende forskning i Danmark er således primært baseret på samfundsvidenskabelige praksisser og erfaringer i forbindelse med misbrug og kriminalitet.
Forud for den aktuelle debat har der været en række begivenheder, som har haft indflydelse på den nuværende situation. Derfor forsøger vi på denne side at redegøre for den historiske kontekst med fokus på nogle specifikke begivenheder, som har påvirket den danske debat. Tidslinjen nedenunder viser et udsnit af den historiske og sociokulturelle baggrund, som danner grundlag for status quo i debatten.

Tetrahydrocannabinol (THC)